Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
Januar 2003
Katastrofen som budbringer
Alverdens hovedstæder har museer, der viser menneskehedens teknologiske landvindinger. Men enhver teknologi har sit eget indbyggede uheld. Det undgår vi ikke at tage ved lære af. Derfor har den franske filosof Paul Virilio sat katastroferne på museum. Et veritabel rædselskabinet af historiske ulykker, vises de næste tre måneder i hjertet af Paris
Med over 200 km i timen drøner et propfyldt højhastighedstog, den 3. juni 1998, ind i en 300 tons tung betonbro over en motorvej i den tyske byen Eschede. På et luftfotografi af ulykkesstedet ligger de farvestrålende og forvredne togstammer, hulter til bulter, som en tilfældig henkastet håndfuld tændstikker.
Billedet i A4-størrelse, hænger i et rum side om side med tyve andre farve og sort-hvid fotos af forskellige katastrofer gennem tiderne. Ikoner som Minnamata, Seveso, Bhopal, Exxon Valdez, Lockerbie, Tjernobyl og Challenger. Fotografierne hænger i øjenhøjde i kælderen på en udstilling i Fondation Cartiers bygning i Paris. I andre mørke rum, viser skærme i alle størrelser gamle og nye film og videoer, af den ene ulykke efter den anden. Jordskælv, paddehatteskyer og fiskedød, kvægpest, børskrak og storbysmog, blander sig med skovbrande, genteknologiske eksperimenter og angrebet på World Trade Center.
Hændelsernes museum
Den franske hastighedsteoretiker, arkitekt og filosof, Paul Virilio, der har sammensat udstillingen med bidrag fra 20 kunstnere, fortæller, at tilskueren hverken skal skræmmes til apokalyptisk tænkning eller have udvidet forestillingen om en ulykkernes æstetik. Udstillingen skal mere betragtes som en slags arkæologisk beskrivelse af uheldet. Som et slags laboratorium for begrebsafklaring.
Unknown Quantitiy (Ukendt omfang) eller som udstillingen hedder på fransk Ce Qui Arrive (Det der hænder) er et forsøg på at undersøge de filosofiske og æstetiske vinkler, der vokser ud af vores oplevelser med ulykker. Hvilken indflydelse har katastrofer på vores bevidsthed og forestillinger om verden? Temaet bliver mere og mere påtrængende, efterhånden som tiden går og verden bliver ældre. I kølvandet på tempoet i den historiske udvikling er katastroferne fulgt med. Fra de lokale og stedbundne ulykker i industrialismens barndom til dagens globale og grænseoverskridende katastrofer. Ulykkerne bliver flere og større i omfang og ændrer dermed vores måde at være i tilværelsen på. Men mange ulykker er så små, at vi ignorer dem og glemmer dem.
Vores daglige liv er fuld af små uheld eller hændelser. Ordet hændelse kommer fra den latinske betegnelse, accidere. På engelsk bliver det til accident, i betydningen at "noget sker". På dansk betyder ordet uheld. Et uheld, der kan udvikle sig til en ulykke og en katastrofe. Både et jordskælv og et teknisk nedbrud, kan i deres form betragtes som tilfældige hændelser. Og den slags vil altid fange vores opmærksomhed. Vi vil altid undre os, blive forstyrret eller chokeret. Ultimativt vil uheld ændre den måde vi lever på. Lige meget hvad, handler ulykker altid om noget af os selv eller de systemer vi konstruerer. Vi konfronteres nødvendigvis med katastrofens konsekvenser, hvad enten de udspringer af teknologisk overmod eller naturens tilfældigheder.
Indbyggede uheld
Det var Aristoteles, der i sin tid så uheldet som en iboende kraft, en karakteristik ved selve substansen, der inkluderer fejl, friktion, sammenstød eller nedbrud. Enhver teknologi har sit eget indbyggede uheld. Opfinder man et oceangående passagerskib med plads til 1.000 mennesker opfinder man samtidig et skibsforlis der rammer 1.000 mennesker. Selvom man ikke ved hvor, eller hvornår en ulykke rammer, er katastrofen forudbestemt.
I sine over 30 bøger undersøger Paul Virilio, via emner som krigen, byen og det politiske, hvordan den teknologiske hastighed på forskellige tidspunkter i historien påvirker vores bevægelser i tid og rum. Hastighedens logik er, at den altid vil stige og hastigheden vil altid bestemme, hvordan vi indretter verden. Vi opfinder ikke et tog, der kører langsommere end de tog der kører nu, og vi retter sporene ud jo hurtigere togene skal køre.
Med informationsalderen og de elektromagnetiske stråler med lysets hastighed, har denne acceleration af hastigheden, nået sin fysiske grænse. De elektroniske hastigheder binder os sammen på én globale scene og vi risiker vi en ny slags uheld, som ikke længere er præcise i deres geografi, men globale og grænseløse. Ved at bringe lysets hastighed i spil via de nye teknologier, er der fare for at vi producerer det generaliserede uheld. En katastrofe, der udspiller sig overalt, i samme øjeblik, over hele kloden. En form for samtidighedens tyranni, der i værste fald kan lede til en kundskabens katastrofe.
Hevm opfinder sikkerheds-gener?
Det er altså et menneskeligt grundvilkår og en nødvendighed, at vi konfronterer os med ulykkerne, så vi kan blive opmærksomme på faremomenterne og de fatale konsekvenser af vores handlinger og opfindelser. Der er jo en grund til at vi har udviklet sikkerhedsselen, redningsvesten og nødbremsen. Vi skal blive bedre til at forudsige ulykkerne for dermed at gøre os mere umage med at begrænse skadevirkningerne. Undgå dem, kan vi aldrig. Med sammenblandingen af kommunikations-, gen- og bioteknologien, bliver der nok at holde øje med i fremtiden.
Et museum skal samle, bevare, forske og forklare og det kan man roligt sige, katastrofemuseet i Paris gør, selvom det ikke efterlader beskueren specielt rolig. Fra dokumentarfilmenes rædsler i kælderen til to imponerende store skulpturer i hver sin sal i stuen. I den ene står en skov af sirligt bøjede metalrør, der strækker sig fra gulvet ind i mellem hinanden og op mod loftet, mens den anden sal viser den modsatte bevægelse. Her hænger en syv meter høj og fem ton tung skulptur sammensat af vragdele fra flyvemaskiner ned fra loftet. Med Ikaros som inspirator og tyngdekraften som et menneskeligt grundvilkår.
Paul Virilios idé om et katastrofemuseum går tilbage til 1979, inspireret af ulykken på det amerikanske atomkraftværk Three Mile Island. Han ville med filosoffen Hannah Arendts ord vise, at fremskridtet og den dertil hørende katastrofe er som forsiden og bagsiden af den samme medalje. Før det store teknisk-videnskabelige science-center, La Villette, blev indviet i Paris, havde Paul Virilio længe opfordret til, at man også viste eksempler på teknologiens bagsider. Centret åbnede i 1986, men uden eksempler på de ulykker teknologien kan medføre. De viste sig til gengæld samme år udenfor centret, da Tjernobyl og Challenger eksploderede.
Den nødvendige kritik
Udstillingen prætenderer ikke at vise et samlet overblik over alverdens former for ulykker og er heller ikke styret af en bestemt historik. Den er fragmentarisk og voldsom provokerende. På én gang rædselsfuld og fuld af håb. Ulykkerne fremstilles i deres "rene form" og er renset for dødspornografi. Der er ingen billeder af blodige mennesker eller menneskelige lidelser. Det kan man til gengæld fornøje sig med i rigt mål, når man tænder for dagligdagens tv-transmitterede katastrofemuseum.
Paul Virilio er en modig mand, der langt fra at være dommedagsprofet glæder sige over de fremskridt teknologien har bragt med sig. "Uden frihed til at kritisere teknikken, ingen teknisk fremskridt," siger han, fra sit observatorium for de teknologiske revolutioner og deres konsekvenser.
Tilbage til togulykken i Eschede. Her var konsekvensen bl.a. at over 100 mennesker omkom. Eksperterne er stadig i tvivl om årsagerne. Det har vist sig, at et togets hjul var defekt og at jernbanesporene var beskadigede. Andre mener, at årsagen til afsporingen var en bil, der faldt ud over broen og ned på skinnerne.
Ce qui Arrive/Unknown Quantity - sidste dag d. 30. marts 2003.
Fondation Cartier - 261 Boulevard Raspail - 75014 Paris.
Til udstillingen hører et fyldigt tekst- og billedrigt 230 siders katalog i stort format.
